MÅNEDENS DIGT

Månedens digt | Tidligere digte | Om mine digte | Lyrikværksted

 
November 2017

     





 

 

 










 

 

 

Tarno fra Tanzania

 

Tænk

hvis jeg var

ham Tarno fra Tanzania

som jeg så i tv

nu til aften

Så løb jeg rundt

i bare tæer

og spiste majs-grød

en gang om dagen

og drak vand

fra et mudret vandhul

og klappede tilfreds

min bare sorte mave

som var stor og rund

som en fodbold

 

Men tænk så

hvis ham Tarno fra Tanzania

var mig

Så blev han tvunget

til at gå

med en pokkers masse tøj

hvis bare han skulle

uden for en dør

og han skulle

drikke mælk

når han meget hellere

ville have en sodavand

og han måtte aldrig levne mad

på tallerkenen

ikke engang fiske-frikadellen

 

Og tænk

hvis jeg var

ham Tarno

fra Tanzania

Så skulle jeg ikke i skole

men løb rundt

på en markeds-plads

og slæbte varer for folk

for at få penge

til mad

til familien

og om natten sov jeg

på det bare gulv

i hytten

sammen med hele familien

og min hund

 

Men tænk så

hvis ham Tarno fra Tanzania

var mig

Så oksede han i skole

hver dag

tynget til jorden

af tasken med tunge bøger

og om eftermiddagen

kedede han sig

i fritidsklubben

mens hans far og mor

var væk på arbejde

og om aftenen

lå han alene i mørke på sit værelse

og kunne ikke sove

 

Jeg tænker på

hvorfor jeg er mig,

og hvorfor Tarno

er Tarno fra Tanzania.


© Charlotte Blay 2007
 

Har du tænkt på, hvorfor du er dig? Har du tænkt på, hvem du gerne ville være?
Eller hvem du absolut ikke ville bryde dig om at være?
Eller tænk, hvis ham den skøre var dig!