BENNY
Der var engang
hvor jeg ville være
ligesom Benny
Han går med læder-støvler
og nitter i jakken
og smøger i lommen
og han har ingen
tid at være hjemme på
Han tør
svare lærerne igen
og pisse i papirkurvene
og skulke fra skole
og hugge slik i supermarkedet
Og da vi var på lejrskole
havde han en flaske snaps
i tasken
og flere syntes
det var skide sejt
Dødssygt
sagde Benny
da vi andre plukkede blomster
på marken
mens han kylede sten
efter spætterne
som sad i fyrretræet
Og senere
da vi sang
runde-sang ved bordet
råbte Benny
det var barnemad
og han skred
med et par stykker
af de andre
og vi vidste godt
de skulle ud til flasken
Men om natten
da vi lå i mørket
og fortalte løs
om spøgelser
og uhyggelige abehænder
og om mord
der dryppede af blod
så var det Benny skreg
at vi skulle tænde lyset
for her var så forbandet mørkt
Det er nu meget rart
at jeg er mig