MÅNEDENS DIGT

Månedens digt | Tidligere digte | Om mine digte | Lyrikværksted

Juni 2023

 





MONA OG MIG

 

Hvorfor kan Mona og mig

ikke gå rundt sammen

i skolegården

uden at de andre

råber:

Kim og Mona

er kærester

 

Og hvorfor kan Mona og mig

ikke gå i biografen sammen

uden at dem jeg kender

pifter

og siger:

Kim er nok

ude med damen

 

Og hvorfor kan Mona og mig

ikke sidde og snakke

på hendes værelse

uden at hendes mor

står uden for døren

og siger:

Mona hvad laver I derinde?

 

Hvorfor må Mona og mig

cykle langt ud i skoven

for at få en chance

til at holde i hånden

uden at alle

blander sig


© Charlotte Blay