Heksetøsen vågner
Heksemutter vækker tøsen
rusker drømmen ud af døsen
tigerfisk med barnekinder
brøler hult når de forsvinder.
Mutter klukker i en savlen
kysser ungen ømt på navlen.
Tøsen propper sig med lakridser
og hopper ind i tidslerne og tisser.
Hi hi hi!
Mareridt og fantasi.
Pyh hvor hørmen dog er styg
af sure tæer og mosebryg
tøsens tænder er så sorte
næsen har en væmlig vorte.
Hvem kan elske den grimme unge
med hugormehår og giftgrøn tunge?
Heksemor gnækker tilfreds i skægget
den hæslige tøs gør hende bevæget.
Hi hi hi!
Slangespyt og sort magi.
Fra digtsamlingen ”HEKSETØSEN”.