MÅNEDENS DIGT

Månedens digt | Tidligere digte | Om mine digte | Lyrikværksted

April 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


SIKKE EN HERLIG DAG

I dag er min mor syg
så har hun ikke
så pokkers travlt
om morgenen
for bussen til kontoret
er allerede kørt

Hun drikker kaffe
sammen med mig
og er ligeglad med
at hendes hår stritter
og næsen løber
og jeg får madpakke
med i skole
sikke en herlig morgen

I skolen er jeg flink og rar
også mod de små
irriterende rødder
i frikvarteret

Og i timerne
laver jeg ikke fis
ikke engang
med Ingeborg Dingle-lår
og det er lige før
jeg forstår
hendes umulige brøker

På vej fra skole
er det rigtig rart
at tænke på
at man ikke
kommer hjem
til tomme rum
for der sidder en
og venter
med en kaffetår
en som gider lytte
til det man gider sige
og pludselig fløjter stæren
på slagteriets skorsten
sikke dog en herlig dag

Selv om min mor
er syg
så er hun ikke
særlig træt
da det bliver aften
sidder hun længe
ved min seng
og snakker løs
med mig
om alt
og ingenting
og kysser mig
en masse gange
sikke en herlig aften
jeg håber sådan
hun er syg i morgen med

Copyright Charlotte Blay 2000