I bedstemors have er mange små

krible-krable-dyr, man kan kigge på,

men Kalle er bange for biller og bier,

hvis han ser dem, løber han bort og skriger.

Så klatrer han op i hængekøjen

og gemmer sit hoved under trøjen.

Når Kalles Bedste går havetur

vil han hellere ligge og ta’ sig en lur.

- Tænk dog, si’r Bedste og lyder lidt gnaven

den smukkeste rose, jeg har i haven

er fuld af bladlus - se, hvor de gnasker.

Kalle kan næsten høre, de smasker.

Så klukker Bedste - hun har en fidus

han skal finde et dyr, som spiser lus,

det bor i Kriblekrableland.

Men det tror Kalle ikke han kan,

han gemmer sig igen under trøjen

og sparker forbistret i hængekøjen.

Kalle ser en uhyggelig fyr,

et loddenbenet monsterdyr,

en edderkop af de rigtig slemme,

den brøler med en tordenstemme:

- Lad vær’  med at sparke i mit spind

din usle lille drillepind.

Kalle er pludselig lille bitte,

hans skræk får håret til at stritte,

og mens han ligger der og måber,

kravler kæmpen imod ham og råber:

- Hvad laver du her i mit fangenet,

nu æder jeg dig - så bli’r jeg mæt.

Edderkoppen står og skræver,

Kalles stemme ryster og bæver:

- Æd mig ikke, for jeg er sej,

jeg bliver aldrig en lækker steg.

Monstret puffer ham ud af sit net

og det er da bedre, end hvis han blev ædt.

© Charlotte Blay 2007

Dette digt er en GYSER om Kalle, som bliver lille bitte og forsvinder ned i insekternes verden.
(Fra Rejsen til Kriblekrableland).

FORTSÆTTES NÆSTE MÅNED.