BÆNKEBIDER OG GRÆSHOPPE

 

Kalle ligger og ryster af skræk,

han er så lille og er blevet væk,

græsset er vokset højt som en skov,

måske lusker vilde dyr rundt på rov.

Så hører han en grådkvalt stemme:

- Du gør mig bange, er du en af de slemme?

 

- Nej, vel er jeg ej, si’r Kalle og ser

en kæmpe kugle, som ligger dér.

- Men hvad er du for en som kan tale,

selv om du mangler hoved og hale?

Kuglen folder sig ud - og omsider

bli’r den en vældig bænkebider.

 

Kalle si’r: - Hør, er det bladlus du æder,

så kender jeg nogle gode steder.

- Det er rådne planter med mug, jeg vil ha,

piber bænkebideren og stikker af.

Kalle syn’s næsten, det er en skam,

at panserdyret blev bange for ham.

 

Et sted i Kriblekrableland

kan Kalle høre en spillemand.

Hvem er det som spiller musik?

Han lister af sted for at få et kig.

Der ser han en græshoppe - sikken én,

den spiller på vingerne med sine ben.

 

Kalle venter, for han må vide,

om bladlus er mad, musikanten kan lide.

Da græshoppen stopper sin musik,

så æder den græs, som om det var slik,

den knaser og knuser de saftige strå,

kun brændenælderne lader den stå.

 

Fyren begynder igen at spille,

men Kalle fik det at vide, han ville:

græs og stængler er græshoppemad,

og musikken den gør ham så glad,

at han danser af sted til nye steder

for at finde den rigtige luseæder.