Digt fra tidligere måned
  

Tilbage til digte fra et tidligere år

 August 2007


 





















 


MYG OG SPYFLUE

 

Det summer og Kalle kigger op

Mod himlen højt over græssets top,

der kommer en mægtig flyvende myg,

den er uhyggelig, hæslig og styg.

Han prøver fortvivlet at gemme sig,

men myggen er allerede på vej.

 

Kalle ved, hvad en myg kan lide,

det er ikke i bladlus, den helst vil bide.

Dens stikkebrod er rettet imod

stakkels Kalle dernede – for den vil ha’ blod.

Et sug fra den tørstige myg-vampyr,

kan hurtigt tømme den lille fyr.

 

Kalle står og ryster af skræk,

det er umuligt at slippe væk,

men lige før myggen når derhen,

kommer en svale og snupper den.

Kalle er frelst og begynder at grine

selv om han faktisk har mavepine.

 

Kalle går gennem blomsterskoven,

han passer på alt, hvad der kommer fra oven.

Det brummer som et bombefly,

og der lander en flue fyldt med spy,

den vil ha noget flueguf,

som den kan æde i en ruf.

 

Kalle snakker om lækre lus,

men det interesserer den ikke en snus,

den vil ha’ rådne fisk og bananer

og søde sager i lange baner.

Fluen spø’r, om Kalle vil med

hen til et lækkert spisested.

 

Han kravler op på den store flue,

som suser af sted i en vældig bue,

dér hvor den lander er ikke smukt.

Kalle bli’r mødt af en ulækker lugt,

de er på et bjerg af hundelort,

han holder for næsen og løber bort.

 

© Charlotte Blay 2007
 

  Hvor løber Kalle nu hen? Læs digtet i næste måned.
De er en fortsættelse af REJSEN TIL KRIBLEKRABLELAND.